OM ARKIVERNE

Else Hjort

(uddrag af håndskrevet erindring fra 1950’erne)

Vores første lejlighed

Vores første lejlighed var en toværelses i det gamle byggeri i midtbyen. Der var stue, soveværelse og køkken, men ingen entre, vi gik direkte fra trappeopgangen ind i henholdsvis køkken eller stue. Stuen var faktisk to små rum, der var slået sammen til en større, der var lavet bue imellem og halvvægge. I den afdeling, vi brugte som spisestue, var der en hjørnekamin, der skulle varme hele lejligheden op. Det gik også udmærket, undtagen når der var hård frost, så var der isblomster på ruderne i soveværelset og køkkenet.

Vi købte en spisestue, bord og seks stole plus et dækketøjsskab. Desuden havde vi en ottoman og tre lænestole, som vi før havde haft på vores værelser, dertil et lille sofabord. I soveværelset, som ikke var ret stort, havde vi en dobbeltseng og en kommode med spejl over, det var også købt nyt, Desuden havde vi en hylde med stang og syet stofforhæng, det gjorde det ud for klædeskab. Vi måtte også have en stålstang med hattehylde i det ene hjørne, da vi jo ikke havde entre. Det var til vores gangtøj og til vore gæsters tøj. På en måde var vi heldige, for fra soveværelset, var der udgang til en meget stor altan, som var lavet til gårdsiden og bygget ovenpå vaskehus og cykelskur, så om sommeren syntes vi, vi havde en ekstra stue, og vi benyttede den, så snart vejret var til det, da vi altid har været udemennesker og soldyrkere.

Det meste af vores fritid tilbragte vi sammen med sportskammerater enten på stadion, i badmintonhallen, hvor vi spillede håndboldkampe eller i gymnastiksale, hvor vi dyrkede gymnastik og trænede i håndbold. På stadion dyrkede vi atletik og spillede håndbold om sommeren Min mand var både håndboldspiller og dommer, så mange søndage tog vi på Vingsted Stadion til stævner, hvor han dømte et utal af kampe, og børnene og jeg så på. Så havde vi madkurv og kaffe med og cyklede naturligvis frem og tilbage.

Jeg havde en strikkeklub sammen med gamle skolekammerater. Flere af dem har jeg forbindelse med endnu, og flere af mine kolleger var mine veninder, og da vi jo havde skiftende arbejdstider, lavede vi mange gange formiddagskomsammen.

Graviditet og fødsel

Min første graviditet var ikke planlagt. Jeg var gravid, da vi giftede os, og graviditeten forløb planmæssigt. Dengang havde man sin egen jordemoder i hele forløbet. Der var, tror jeg, fire-fem jordemødre i vejle by, og de havde konsultation ved deres bopæl. Der kom man så det antal gange jordemoderen skønnede, det var nødvendigt, til kontrol med blodtryk, æggehvide stoffer i vandet, lytning af hjerteslag (på barnet), og man blev målt og vejet. Hvis der var problemer, henviste hun til ens egen læge.

I 1950, da jeg fødte første gang, var det almindeligt, at man fødte på Sct.Maria Hospital. Da tidspunktet var inde, måtte man naturligvis af sted, og det var med fuld oppakning. Man skulle selv have tøj med, undertøj, nattøj, toiletsager og endnu i 1950 rationeringsmærker. Så vidt jeg husker var det smør og sukkermærker, man skulle dog ikke have tøj med til barnet. Ved indlæggelsen blev jeg puttet i seng på en fødestue, og min mand kunne bare tage hjem med det samme, ikke noget med mænd her. Dengang var det mest nonner eller søstre, som de også kaldtes, der var på "Maria". Da jeg var kommet i seng, blev jeg undersøgt, men fik ingen information om, hvor langt fødslen var fremme. Derefter kom en helt ung belgisk nonne ind på stuen, satte sig på en stol, læste i en religiøs bog og kørte sin rosenkrans gennem hænderne. Hun kunne kun nogle få danske gloser så som "Rolig, så så, ikke længe". Jeg havde aldrig været indlagt på et hospital før, så på mig virkede det meget koldt og upersonligt.

Jeg blev indlagt om natten, og ved den ny dags begyndelse var der lægeskift, og en ny undersøgelse fandt sted, igen uden mange kommentarer. Først da min egen jordemoder var kontaktet og kom til stede, fik jeg et begreb om, hvor længe det ville vare. I alt gik der 11 timer, inden barnet så dagens lys. Jeg fik til sidst lattergas under presseveerne, til stede var jordmoderen og en af hospitalets læger samt en nonne.

Efter fødslen så jeg ikke meget til barnet. Børnene blev anbragt på en stue for sig selv i små vugger med numre på bag glasvæg, så de ikke kunne smittes af besøgende. Når familier kom og skulle se børnene, skulle de bede om at se nummer det og det. Vi fik kun børnene ind til os, når de skulle ammes og så kun een gang, når de blev gjort i stand, det var, når vi skulle hjem med dem.

Vi skulle selv ligge i sengen i en uge - og ligge så stille som muligt. Vi skulle være sterile i, jeg tror fire døgn, så alt, hvad vi skulle af med, var på eget bækken. Vi blev snøret meget stramt med hørlærredsstykker, så vi kunne holde maven inde. Der gik fire et halvt år, inden vi fik barn nummer to, og da valgte jeg at føde i hjemmet, da jeg regnede med, det ville være mere hyggeligt, og det var det bestemt også.

Da var jeg oppe gående i min egen stue til ca. kl. 22, selvom jeg havde veer, og allerede kl.23,15 var barnet født. Jordemoder og læge var i stuen de sidste par timer inden fødslen, og pludselig sagde lægen: “Nu går du i seng, og jeg giver dig en indsprøjtning, og så skal vi se, så kommer barnet”, og det gjorde det ret hurtigt efter. Dagen efter kom en hjemmesygeplejerske og gjorde både mig og barnet i stand, og det fortsatte så længe, jeg skulle holde sengen. Desuden var min mor hos os og passede hus og mand og vores store pige.

Når der var gået et par dage, kom sundhedsplejersken, og det var hende meget om at gøre, at man ammede sit barn. Jeg havde problemer med at amme den første, da mine brystvorter nærmest hang i laser, men så måtte jeg malke mælken ud og give hende det med en teske. Der var nu ikke meget ved det store arbejde, for der var ikke noget, der hed ammeorlov, så da barnet var syv uger, skulle jeg begynde at arbejde igen.

Så kom problemet med at få barnet passet. Hun var godt nok meldt til i vuggestuen, men der var lige så store problemer, som nu, så min mor og min svigermor passede hende på skift. Det var straks noget andet med nummer to, for der havde vi jo foden indenfor, og da var det også kommet, at man kunne søge ammeorlov på telefoncentralen i tre måneder, men på egen betaling, og man blev også trukket i encenitet. Når man havde børn i vuggestue, mens de endnu var flaskebørn, fik man flasker med hjem til resten af døgnet, for at de skulle få samme dosering og blanding, som de fik i vuggestuen.

Til den ældste havde vi en brugt barnevogn og en lånt barneseng, til den yngste fik jeg en ny barnevogn, som senere gik i arv til mine nevøer, sengen var den samme.

Vi fik mælkekort af kommunen til vort forbrug, enten til sutteflasken eller til os selv, desuden fik vi en barselspakke med babytøj.