OM ARKIVERNE

Laurids Jessen

(Født i 1868, begyndte at arbejde på tobaksfabrik i Vejle som 10-årig. Uddrag af skrevne erindringer).

Jeg ville gerne arbejde, ville gerne på fabrik, og samme dag, jeg fyldte 10 år, fulgte jeg med Hans til fabrikken, Madsen & Sørensen på Nørregade, og blev antaget. Hans havde opgivet keglerejseriet og var nu også fabriksdreng. Hos Madsen & Sørensen fik vi den svimlende løn af 3 ½ øre i timen. På de andre to tobaksfabrikker i byen, Henckels og Hasselbalkcks, fik drengene kun 3 øre i timen. Vi hos Madsen & Sørensen var altså i alle måder begunstiget og misundt for vor høje sociale standard.

De 3 ½ øre i timen kunne, når vi havde "fuld uge", give en ugeløn af 1 krone og 26 øre. Det var det højeste, det kunne drives til. Ifølge loven måtte vi ikke beskæftiges mere end seks timer daglig, og seks timer gav en dagløn af 21 øre, og seks dage i en uge 1 krone og 26 øre. Ja - men det var ikke så få penge den gang.

Det var ikke altid, vi kunne få "fuld uge". Formentlig for at modvirke børns erhvervsmæssige arbejde blev skoletiden, da jeg var en otte-ni år, delt, og fagene udvidet. Før den tid havde vi faktisk kun læsning, skrivning, regning, religion og lidt fædrelandshistorie. Nu fik vi naturlærer, (fysik) naturhistorie (zoologi) og geografi. Før den tid gik vi i skole den halve dag, fra 8 til 11 á 12, eller fra 1 til 4 á 5. Nu blev den delt, således at vi gik fra 8-10 og fra 1-3; nogle dage gik vi dog til kl. 11 eller til kl. 4, nemlig når vi skulle have gymnastik eller sang, og de dage kunne vi ikke få seks timer på fabrikken.

Vi måtte skynde os fra skolen til fabrikken, i reglen i løb, og var så på fabrikken fra 10-12 eller fra 11-12 og om eftermiddagen fra 3-7 eller 4-7. De dage, vi kom fra skole kl. 10 og kl. 3 kunne vi få seks timer på fabrikken, de dage vi først kom kl. 11 eller kl. 4, fik vi kun 4 á 5 timer. I ferierne fik vi altid seks timer ud af det. Ferierne var kun skoleferien, fra fabrikken var der ingen ferier. Vi kendte ikke til at "komme på landet" i ferierne, arbejdet skulle passes.

Arbejdet på fabrikken var mangeartet. Der blev kun fabrikeret skrå- og røgtobak og snus. Tidligere, mens Sørensen levede, blev der også lavet cigarer. Sørensen var nemlig cigarmager og Madsen tobaksspinder. Min broder Christian lærte cigarfabrikationen, men da Sørensen døde, holdt fabrikken op med denne fabrikation.

Mit væsentlige arbejde i de to år, jeg var på fabrikken, var at "slå", det vil sige lave karduser, faste, formede, firkantede pakker med røgtobak. Det var vi tre mand, - altså drenge - om; en til at veje tobakken af, en til at "lægge over lakke", det vil sige lukke kardusen i den ene ende og lakke den til i begge ender - og en til at "slå". Dette bestod i at vikle karduspapiret - hvorpå etiketten i reglen var trykt - om en bliktragt af kardusens tykkelse og bredde, og hvori var anbragt en "støder", dvs. et stykke træ, der helt udfyldte tragten, bøje papiret om tragtens ene ende, den smalle åbning, hvor man holdt støderen imod papirets ombøjning, derpå sætte tragten med støderen i og papiret om ned i en afpasset træform, tage støderen op, hælde den afvejede tobak ned i tragten, presse den ned med støderen og derpå med en vægtstang trykke denne så langt ned, at tobakken pressede sammen til den længde, kardusen skulde have. En fjeder holdt vægtstangen ned, mens man trak tragten op. Så trykkede man på fjederen, så vægtstangen løftedes, tog tragten og støderen væk, og kardusen stod nu tilbage i træformen. Den blev "lagt over", trukket op med en klædesliste og derpå lakket til. Imens havde jeg en ny kardus færdig til fyldning, og således gik det videre. Det var den, der "slog", der angav takten, de andre to måtte følge med. Sådan tre drenge kunde godt lave 70-80 karduser i timen, når det gik rask. Vi havde mange tragte og stødere, en til hver af de kardustyper, der lavedes.

Det kunde godt være et svært og anstrengende arbejde at "slå". Tragten var svær at trække op. Når det var meget faste karduser, skulde der lægges gode kræfter i, og skønt man havde en lille pude på brystet, kunde man somme tider have store blodunderløbne steder på brystet. Man tog om tragten med begge arme, stemmede brystet imod den, gik lidt ned i knæ og trak så med hele sit legemes vægt tragten op. Navnlig "Volle Kanaster" var svær at slå. Tobakken heri blev presset stenhårdt sammen. Det krævede hele en drengs kraft at hive tragten op. Et par gange har jeg måtte kalde på svenden, fordi jeg ikke selv magtede at få tragten op. Man smurte en gang imellem tragten med lidt olie, men det måtte ikke gøres for ofte, for så kunde tobakken komme til at smage af olie.

Undertiden fik vi "akkord". Når vi kom fra skole, kunde svenden f.eks. sige: “I kan gå ned og få 200 pund blå Melange, og når I har slået det, kan i gå hjem”. Så kan det nok være, der blev kilet på. Undertiden kunde vi vinde en time, altså gå hjem kl. 6 i stedet for kl. 7 - og vi fik dog betaling til kl. 7. Vi kunde være helt ellevilde over sådan en times ekstra frihed - skønt vi bogstavelig talt ofte ikke vidste, hvad vi skulde bruge den til. Men alene bevidstheden om, at vi var fri, var en herlig følelse. Vi var jo ikke forvent med frihed.

Det meste, vi slog var Blå Melange, den kostede - jeg tror bestemt ikke, jeg husker fejl - 35 øre pundet, altså et helt pund, 18 øre for et halvt. Den bestod ganske vist bogstavelig talt heller ikke af andet end skårne stilke og Fredericiatobak. Der avledes på den tid en hel del i og omkring Fredericia. Der var naturligvis mange andre slags karduser end Blå Melange, der var Portoricæ, Volle Kanaster, finskåret Shag osv. Der blev slået både hele, halve og kvart punds karduser, af forskellige størrelse og form. - Blå Melange kaldtes det, fordi papiret til karduserne var blåt, det hed ellers kun "Melange". På etiketten var afbildet en neger rygende med umiskendelig velbehag på en lang kridtpibe.

Jeg var i almindelighed ikke ked af arbejdet på fabrikken, tværtimod, kan jeg godt sige. Jeg følte en vis tilfredsstillelse, en vis stolthed ved således at være med i noget nyttigt og tjene penge. Selv det at dyppe skrå om vinteren i mange kuldegrader tog jeg med godt humør.

Men der var et arbejde, som jeg var frygtelig ked af, navnlig om vinteraftner. Det var at trække snusmøllen. Det var en bandsat tung kværn at trække, selv om vi var to drenge om det. Det tog på kræfterne og drev sveden frem på kroppen. Vi kunde næppe dreje mere end en halv snes minutter ad gangen, så var vi så forpustet, at vi måtte hvile. Hvilede vi for længe, dunkede svenden i loftet for at få os til at kile på igen. Han kunde jo høre, når møllen stod stille. Det var virkeligt et strengt arbejde, egentlig mandsarbejde, og alt for svært for to drenge. Snusen blev lavet af itu skåret tobak stilke, der derpå blev tørret og brændt ligesom kaffebønner. Det blev i snusmøllen malet ganske fint, som fint flormel, derpå blev det blandet med vellugtende olier.

Det kunde endda gå om sommeren, når det var lyst, da var det kun den rent legemlige anstrengelse, det gjaldt om - at få den dovne sved ud, som svenden undertiden sagde. Men om vinteren, når det var mørkt, kom der et andet moment til, som var forfærdelig for mig. Snusmøllen stod oppe på loftet, henne ved den ene gavl, hvori der var to luger. Der måtte ikke være lys deroppe, for loftet var fuldt af op stablede tobak baller og pakker. Dem måtte vi balancerer hen over for at komme hen til snusmøllen. Det var altsammen meget brandfarligt, og derfor måtte der ikke være lys; elektrisk lys kendtes jo ikke den gang. Der var ikke andet end det, himlens stjerner sparsomt sendte ind gennem de åbne luger; om vinteren var det endda ofte for koldt at have lugerne åbne.

Vi måtte derfor om vinteren stå i bælgravende mørke og trække den forbandede snusmølle. Jeg var som barn forfærdelig mørkeræd og turde ikke gå udenfor en dør alene eller være alene i et mørkt værelse. Det var derfor en frygtelig totur for mig at trække snusmøllen om vinteren. Møllen stod således, at vi måtte stå med ryggen ud mod loftet og ansigtet mod lugerne. Hele tiden, mens jeg stod og drejede på møllens håndtag, led jeg de rædsomste kvaler af skræk. Jeg kunde hele tiden føle noget grufuldt, spøgelser, djævle eller hvad det nu var, i ryggen på mig. Ingen kan gøre sig rigtig forestilling om, hvor frygtelig en følelse det var, jeg kunde have skreget i vilden sky. Jeg måtte af al min kraft bekæmpe min trang dertil. Jeg ville have sunket i jorden af skam, hvis de andre skulde havet mærket, hvor angst jeg var; det havde jeg ikke kunde bære.

Ellers var jeg som sagt glad ved arbejdet, følte det ikke som noget slemt. Det var med en vis stolthed, jeg om lørdagen afleverede min ugeløn hjemme. Den blev ikke brugt men sat i sparekassen og skulde stå til konfirmationstøj til mig.